Alle relationer er bestemt til at ende, når gensidig interesse svinder, og i dette præcise historiske landskab ser det ud til, at Europa og USA har visioner og interesser, der ikke længere stemmer overens.
I lang tid har USA været NATO's sværvægter, en allieret ved hvis side Europa aldrig rigtigt bekymrede sig om at sørge for sin egen sikkerhed autonomt. Trump-præsidentskabet har blandet kortene og forstærket opfattelsen af, at aftaler, der engang var baseret på international lovgivning, kan omdanne sig til transaktioner af ren økonomisk interesse.
Pålæggelsen af told på historiske allierede og gentagne trusler om at erhverve Grønland "for enhver pris" — for hvilke den danske stat har klassificeret USA blandt lande, der betragtes som en risiko — sætter spørgsmålstegn ved, i bedste fald, pålideligheden af en engang fundamental partner. At have en allieret, der ikke følger en klar strategisk linje, og som svinger fra den ene yderlighed til den anden (Trump, Biden, Trump), har kraftigt bragt temaet om et mere autonomt europæisk forsvar tilbage i centrum.
Mens NATO's generalsekretær forsøger at berolige om alliancens soliditet, accelererer mange europæiske lande oprustningen, og Nordeuropa styrker samarbejdet inden for NORDEFCO.