Donald Trumps tilbagevenden til det amerikanske præsidentembede markerer et dybtgående skift i amerikansk udenrigspolitik. Dette er ikke blot en ændring i stil, men en omdefinering af værdien tildelt alliancer, de multilaterale institutioners rolle og forholdet mellem militær magt og økonomi.

I årtier havde USA bygget sin globale indflydelse gennem et netværk af stabile alliancer baseret på strategiske interesser og fælles værdier. NATO var i denne ramme ikke blot en militær alliance, men et politisk sikkerhedsfællesskab. Denne tilgang blev bekræftet under Biden-administrationen, især efter Ruslands invasion af Ukraine.

Under Trump bliver dette paradigme gradvist opgivet. Alliancer betragtes ikke længere som strukturelle forpligtelser, men som forhandlingsbare instrumenter, hvis værdi afhænger af umiddelbar gevinst for amerikanske interesser. Selve det politiske sprog afspejler denne transformation: allierede beskrives som økonomisk svage, politisk splittede og bærere af værdier, der ikke længere anses for kompatible.

Pres på allierede og brug af økonomisk magt

Denne tilgang oversættes til en mere selvsikker og ensidig udenrigspolitik. Brugen af told, handelstrusler og direkte pres bliver et standardværktøj selv over for historiske partnere. Distinktionen mellem allierede og økonomiske konkurrenter forsvinder, hvilket gør det transatlantiske samarbejde mere skrøbeligt og betinget.

Grønlandssagen, et autonomt territorium under Kongeriget Danmark, antager stærk symbolsk værdi. Amerikansk pres på et område tilhørende en NATO-allieret demonstrerer Washingtons vilje til at stille spørgsmålstegn ved etablerede territoriale arrangementer, når direkte strategiske interesser står på spil, især i Arktis.

Ukraine som forhandlingsbrik og skiftende prioriteter

Paradigmeskiftet fremstår med særlig klarhed i Ukraine-dossieren. Støtten til Kyiv præsenteres ikke længere som en konsekvens af politiske forpligtelser eller fælles principper, men som et forhandlingsobjekt. 2025-aftalen om genopbygningsfonden og strategiske ressourcer integrerer militær bistand i en logik om økonomisk kompensation.

I denne ramme presses Europa til at påtage sig en voksende andel af omkostningerne ved sin egen sikkerhed, mens konkurrencen med Kina forbliver Washingtons langsigtede strategiske prioritet. Rusland håndteres som en sekundær dossier, der alternerer mellem pres og forhandlingsvilje efter bekvemmelighed.

En alliance formelt intakt, politisk svækket

USA trækker sig ikke tilbage fra den internationale orden, men omskriver ensidigt dens regler. Alliancerne forbliver formelt på plads, men mister en del af deres bindende karakter. For europæiske allierede markerer dette slutningen på sikkerheden om, at kontinentets sikkerhed automatisk garanteres af amerikansk politisk kontinuitet.

Spørgsmålet om NATO’s udvidelse efter den kolde krig er blevet et centralt stridspunkt mellem Rusland og Vesten, fordi det blander juridiske realiteter, historiske forventninger og sikkerhedspolitiske perceptioner. På vestlig side beskrives udvidelsen som resultatet af suveræne staters valg og formelle optagelsesprocesser, mens russiske myndigheder har fremstillet udvidelsen som et brud på politiske forsikringer givet til Sovjetunionen i 1990–1991 og som en gradvis militær indkredsning.

De første store udvidelser efter 1991 omfattede Polen, Tjekkiet og Ungarn (1999) og derefter bl.a. Estland, Letland og Litauen (2004). NATO’s egne topmødeerklæringer beskriver udvidelsen som betinget af medlemslandenes enstemmige godkendelse og kandidatlandenes reformer, og de ledsages af rammer for relationen til Rusland, herunder NATO–Rusland Founding Act fra 1997. I samme periode deltog Rusland også i institutionaliserede samarbejdsformater med NATO, hvilket viser, at relationen ikke var entydigt konfrontatorisk.

Den russiske officielle fortælling blev formuleret skarpt allerede i 2007, da Vladimir Putin ved sikkerhedskonferencen i München angreb idéen om en unipolær orden og kritiserede NATO’s udvidelse som destabiliserende. Efter 2014 og især efter 24. februar 2022 blev NATO-udvidelse ofte fremhævet som en nøglebegrundelse i russisk retorik, hvor udvidelsen beskrives som en direkte trussel mod russisk sikkerhed.

Ukraines tilfælde udfordrer dog en lineær forklaring, hvor udvidelsen alene driver eskalation. Ukraine var ikke NATO-medlem og havde ingen MAP-status; landet havde perioder med formel ikke-allieret linje, men blev alligevel angrebet og fik territorium annekteret. FN’s Generalforsamling har i sine resolutioner fastholdt Ukraines territoriale integritet.

Den nordiske udvidelse i 2023–2024 markerer en anden dynamik: Finland og Sverige forlod en lang neutralitetstradition og søgte medlemskab efter Ruslands fuldskala-invasion af Ukraine. Begge regeringer beskriver beslutningen som en reaktion på et ændret trusselsbillede, mens russiske myndigheder har reageret med advarsler om øgede risici og militarisering i Nordeuropa. Samlet set illustrerer dokumentationen, at NATO-udvidelse både er et spørgsmål om formelle procedurer og om modstridende sikkerhedsopfattelser, som efter 2014 og 2022 er blevet væsentligt skærpet.

Siden 2022 har Rusland været engageret i den bredeste militære konfrontation med Vesten siden afslutningen på den kolde krig. På trods af at kontrollere cirka 20% af ukrainsk territorium har disse erobringer ikke oversat sig til en definitiv politisk eller strategisk sejr.

Militære tab og langvarig mobilisering har dybt påvirket de væbnede styrker og økonomien, transformeret til et system med permanent mobilisering.

Brud med Europa og ekstern afhængighed

Sanktioner og afslutningen på energiforholdet med Den Europæiske Union har produceret et strukturelt brud med kontinentet. Omorientering mod andre markeder har afbødet den umiddelbare virkning, men under mindre favorable betingelser og med voksende ekstern afhængighed.

Konvergens med autoritære regimer

Som svar på vestlig isolation har Rusland intensiveret samarbejdet med Kina, Iran og Nordkorea. Disse relationer udgør ikke en kompakt ideologisk alliance, men et opportunistisk netværk baseret på militære, energi- og politiske udvekslinger mellem stater under sanktioner.

Kina repræsenterer hovedpartneren, men i et meget asymmetrisk forhold, hvor Moskva påtager sig en stadig mere underordnet rolle.

Blokeret diplomati og hybridkrigsførelse

Moskva deltager formelt i diplomatiske initiativer, men afviser enhver aftale, der ikke anerkender territoriale erobringer som irreversible. Parallelt intensiverer den brugen af hybridkrigsførelse: cyberangreb, sabotage og desinformation mod Europa.

En mere militariseret og isoleret magt

På mellemlang og lang sigt fremstår Rusland stadig mere militariseret, isoleret og afhængigt, i stand til at forstyrre den europæiske orden, men med reducerede margener for strukturel indflydelse. Fortsættelsen af konflikten bliver således en intern politisk nødvendighed såvel som et strategisk valg.